Så kast jer da op i jeres egne blege brækspande, I mudderfisk, og se hvor let I synker!
Jeres evigheder af halve gentagelser af halvsomme søvnigheder redder jer ikke længere
Jeg skal flå jeres skællede ømskind til trevler i sagte sorg
Og de skal sprælle jamrende i den syrlige sprække mellem tand og tand
og udbores i sylende regn
Regnen fra jeres munde er forlist
I finder aldrig hjem
for hjem er borte i blæk og mudder
og mere bræk og bræk og bræk
No comments:
Post a Comment