Jeg vender mine grene bort

og lader jorden fortære min frugt

Mine blade falder livløse

snart farveløse

Mine grene knager nøgne

dybt indeni

mærker splinterne fra barken ru

Græder rav

og lader min blomst forsvinde

i tavshed

Mine rødder er hjem for tusinde ord

der aldrig lader sig fortælle

Jeg kaster min krone mod jorden

Fældet

Solen skinner blåt igennem gaderne mens mennesker halser forbi 
En hund 
bjæffer 
vov 
vov 
vov 
Åh, at være en vovse. 
At række tunge ad alt
i glæde over en pind. 
At lade savlen dryppe af munden 
med udsigt til at spise en møgkat 
i ubekymret mordlyst. 
Gaden er et utæmmet mesterværk 
af duft og lyd. 
Busserne væser som uhyrer og æder de der stopper op. 
Jeg kan kun se ud 
over spidsen af min snude.
Følger snoren, der strækker sig om det næste hjørne. 
Aner solens konturløse skyggeskabninger
i modlys. 
Er det døden eller livet, 
der glammer i mit hovede? 
Halen mellem benene, 
pelsen på ryggen, 
ørerne på
spids.

Mine skrigende øjne

råber ind i dit ansigt

En galning

flaksende

vaklende

Vi har passeret den første grænse

Du er tre skridt foran 

åbne løgne 

og bristede drømme 

ud i nøgent land

Jeg bliver stående

et udgået æbletræ

hvis eneste frugt

er den ensformige overdøvende kurren

fra en disharmonisk due